I forhold til den digitale generation og Web 2.0 vil Holstebro Museums hjemmeside i lyset af det fore-
gående skulle fokusere noget mere på at udvikle aktiviteter, der er baseret på konversationel interak-
tion. Den digitale generation værdsætter at samarbejde med andre; at kunne vælge og bidrage med

innovative idéer og at lære gennem underholdning. Holstebro Museums hjemmeside må siges endnu
at være et stykke fra at kunne understøtte disse krav og forventninger, og derfor har jeg baseret mine
løsningsforslag på de IKT-midler, som vil være mest realistiske at starte med. Hvis oplevelserne på
museets hjemmeside skal understøtte konversationel interaktion kunne museet udvikle aktiviter som
en museumswiki, hvor brugerne og museet i fællesskab udvikler indholdet – som det tidligere nævnte
eksempel fra Smithsonian Museums wiki. Da museets samlinger spænder over et stort kulturhistorisk

område, kunne wikien udvikles med udgangspunkt i ét område som for eksempel arkæologi. Her kun-
ne der laves indlæg om genstande og om bevaring, registrering og kassation (udskillelse fra samlin-
gen) af genstandene, om arkæologiske lokaliteter, om tiden fra oldtiden til i dag osv. Museet kunne

også oprette et museumsnetværk som Brooklyn Museums, men med fokus på meningsudveksling om

bestemte museumsemner med andre brugere. Museet kunne udvikle virtuelle vikinge- eller middelal-
derspil, hvor brugerne kunne spille sammen i et web-univers.

7.2 LØSNINGSFORSLAG TIL DANMARKS FOTOMUSEUM
7.2.1 INDLEDNING
Danmarks Fotomuseum ønsker løsningsforslag til såvel hjemmeside som museum. Ifølge min samtale

med museets daglige leder, Bjarne Meldgård, ønsker museet at styrke kontakten til nuværende bruge-
re og på samme tid tiltrække flere fra den digitale generation. Museet står over for nogle store udfor-
dringer, da de fleste faste samlinger ikke har ændret sig meget siden de blev sat op i 1970erne. Museet

har meget få ressourcer til at udvikle kommunikationen i museet og på hjemmesiden. Derfor står sam-
lingerne fast i museet og de eneste særudstillinger er museets ca. tre årlige kunstfotografiske udstillin-
ger. Derudover er museet efterhånden lidt af en nicheinstitution, fordi interessen for et af museets

mest centrale virkeområder er ved at uddø – nemlig det analoge kamera og den manuelle

Podcasts er så småt begyndt i at erstatte museernes traditionelle audioguides, som de besøgende kan
lytte til på deres tur rundt i museerne. Begge dele har dog været mere benyttet i udenlandske museer
end i de danske. Da museumsbesøget ofte er socialt, er det ikke en fordel at man går med hver sit

headset på og lytter. Desuden er audioguides ofte struktureret omkring et bestemt forløb gennem mu-
seernes samlinger. Man må imidlertid forvente, at den digitale generation gerne selv vil kunne kontrol-
lere, organisere og behovstilpasse, og derfor kan podcasts være bedre egnede. De kan lyttes til fra mu-
seets hjemmeside eller fra håndholdte enheder i museet. Fordelen ved de fleste podcasts er, at de ofte

er korte, og som regel vil man kunne stoppe og spole frem og tilbage i dem fra eksempelvis en smart-
phone. Kunstmuseet Arken har udviklet en række podcasts, såkaldte ARKcasts, hvor brugerne kan

vælge mellem ”audiowalks” til særudstillinger eller podcasts om kunstnere eller udstillinger fortalt af
museets ansatte eller af børn.

onsformen er transmittativ, men modtageren kan selv vælge og kan afbryde, hvis det alligevel ikke

fanger interessen. Podcasts vil også kunne bruges som et læringsmiddel, hvor en skoleklasse for ek-
sempel bliver stillet til opgave selv at producere podcasts til museet om emner efter eget valg. Muse-
ernes øvrige brugere kunne også lave podcasts, eller vælge hvad museet skulle lave podcasts om – det

ville give museet og brugerne imellem et indblik i, hvad forskellige typer finder interessant ved det
pågældende museum. Holstebro Museums legetøjssamling kunne kommunikeres af børn ud fra deres

oplevelser af genstandene, museets ældre besøgende kunne kommunikere deres erindringer om by-
ens og egnens historie osv.

Som markedsføringsredskab er Facebook derfor effektivt. Det kræver dog, at man jævnligt opdaterer
profilen med nyheder og kommentarer, så profilen virker engagerende og interessant. Man kan vælge
at lægge op til en større eller mindre grad af interaktion; stiller man spørgsmål eller søger man hjælp

til noget, vil brugerne kunne deltage gennem registrerende og konsultativ interaktion, mens den kon-
versationelle interaktion i mindre grad vil kunne lykkes, idet Facebook er opbygget som individuelle

”vægge” til kommentarer frem for som et fælles samarbejdsforum. Man kunne karakterisere interakti-
onen som kulturelle manifestationer jf. James Careys rituelle perspektiv, når brugerne ytrer sig og de-
ler fælles holdninger og værdier til en Facebook-profil. Man kunne ligeledes argumentere for, at me-
ningsskabelsen på en Facebook-profil opstår i beskederne, når både afsender og modtager skri-
ver/læser beskederne på profilen (som illustreret i John Fiskes figur i kapitel 4.2.2). Der eksisterer

ingen kommunikation uden modtagernes læsning, og derfor lægger sociale medier principielt ikke op
til transmittativ kommunikation.

Den digitale generation på museum

Blogs
Mit forslag til museet om at oprette blogs udspringer af en af museets egne tekster på hjemmesiden.
Under menupunktet ”information” finder man et underpunkt, der hedder ”Bag kulissen”. Her bliver
der i et uformelt hverdagssprog, som er typisk for blogs, beskrevet lidt løst og fast om, hvordan det er
at drive et museum:
“Dagligt skal toiletterne rengøres og sprungne pærer udskiftes – vi har et utal af elpærer, hvoraf langt

størstedelen sidder inde i montrerne. Disse er meget vanskelige at komme ind i – godt af hensyn til ty-
veri men besværligt når pærer skal skiftes og føromtalte edderkopper jages.

Og så er der alt det andet – alle disse større og mindre ting der hele tiden skal ordnes, der skal smøres,
males, skrues en skrue i og saves en pind, affald køres på lossepladsen og forsyninger til cafeen hentes
hjem – listen er alen lang – alt sammen nødvendigt for at museet kan fungerer som arbejdsplads og
som kulturtilbud.

Museets mange aktiviteter kunne blive kommunikeret i et mere dialogisk hverdagssprog, hvor bru-
gerne kunne kommentere, hvis de skulle få lyst. Jeg vil foreslå museet at oprette to blogs; en til de ar-
kæologiske ansvarsområder og en til museumsrelaterede indlæg. Begge kunne med fordel bruge bille-
der til at illustrere de forskellige emner. Den arkæologiske blog vil kunne fungere som et netværk for

arkæologi-interesserede, hvor der kunne udveksles viden og idéer. Moesgaard Museum oprettede en
blog i forbindelse med udgravningen af Bispetorv i Århus, og den blev brugt til at dele billeder og links

til presseomtale og som en slags dagbog for udgravningsforløbet.35 Holstebro Museum kunne på sam-
me måde samle deres mange ressourcer og artikler i forbindelse med en fagspecifik blog, hvor arkæo-
logi er omdrejningspunktet. Den museumsrelaterede blog kunne bestå af indlæg fra museets forskelli-
ge medarbejdere og dermed følge op på ”bag kulissen”-teksten. Der kunne gøres opmærksom på de

film, der bliver vist i museet, på de mange artikler, museets ansatte har skrevet, de digitale nyanbrin-
gelser i museet, arrangementer og tilbud i museumscaféen osv. En blog er som regel struktureret i

omvendt kronologisk rækkefølge, så de nyeste indlæg står øverst. Dermed kunne museets blog have
en funktion som en beskrivende kalender eller som en slags ressource-database, der både viser nye
aktiviteter, men også retrospektivt hvad der tidligere har været af aktiviteter og udstillinger. Disse
blogs vil kunne give museet en imødekommende og åben profil og hvis der linkes til dem på forsiden,

vil brugerne fra den digitale generation såvel som museets faste brugere måske kunne få vakt nysger-
righeden og klikke sig ind på dem for at læse videre.

placerede arkæologiske genstande. En sådan aktivitet vil kunne samle en familie bestående af både
digitale immigranter og digitale indfødte, hvor de yngre vil kunne hjælpe eller dyste med de ældre. Da

geocaching er ved at blive populært i Danmark, vil det være en oplagt museal aktivitet. Museumsbesø-
get er oftest en social begivenhed, og geocaching kunne dermed være en oplagt aktivitet til at under-
støtte konversersationel interaktion mellem deltagerne. Museet kunne eventuelt selv deltage på ud-
valgte dage, så ældre museumsbrugere også ville turde at vove sig med på jagten. Den digitale genera-
tions egenskaber og kompetencer vil kunne understøttes gennem aktiviteten, idet man vil kunne sam-
arbejde og interagere med andre om at nå frem til et fælles mål – man vil kunne organisere, reflektere

og få udforsket sin nysgerrighed gennem en underholdende opdagelsesrejse efter kulturarven.
7.1.4 SOCIALE MEDIER SOM MIDDEL TIL AT MÅLRETTE KOMMUNIKATION OG MUSEUMSOPLEVELSER

Med udgangspunkt i museets eksisterende indhold og profil vil jeg foreslå Facebook og blogs som so-
ciale medier samt podcasts, som museet realistisk og forholdsvist nemt vil kunne udvikle. Derefter vil

jeg komme med nogle perspektiveringer over, hvordan museet vil kunne skabe virtuelle oplevelser til
sin hjemmeside baseret på de fire forskellige kommunikationsformer, som interaktionsbegrebet ifølge
Jens F. Jensen kan udfolde, når kommunikationsmidlet er IKT.
Facebook
Som tidligere nævnt benytter 95 % af danskerne Facebook og som det fremgår af Kulturministeriets
webbrugerundersøgelse, er ”relativt mange, som hverken bruger museer eller museernes hjemmesider,
hyppige brugere af sociale medier som Facebook og Twitter. Museerne har derfor en oplagt mulighed for
at engagere netop denne gruppe ved at være til stede de rigtige steder.” (Kulturarvsstyrelsen, 2010,

p.18). Det vil derfor være oplagt for Holstebro Museum at oprette en profil på Facebook for at tiltræk-
ke nye brugere og for at markedsføre museets aktiviteter gennem en imødekommende formidling, der

hvor brugerne befinder sig i forvejen – ligesom Brooklyn Museums Let Us Come to You-strategi. Da
Facebook er et socialt medie, er der automatisk indbyggede interaktionsfunktionaliteter i form af
”Comments” og ”Like” og på profilens ”Wall” kan man ligeledes kommentere. Som det fremgår af en
Facebookprofil nedenfor fra Brooklyn Museum, kan museet skrive lidt om sig selv som for eksempel
åbningstider, adresse og om formålet med profilen, og derudover tilføje kommende aktiviteter i

”Events”-funktionen, som ses i nederste venstre hjørne. Der også en indbygget viral markedsførings-
fordel idet, at når medlemmerne ”liker”34 profilen (hvilket man gør, når man bliver medlem),

4.2.4 NUANCERING AF INTERAKTIONSBEGREBET
En af de grundlæggende dimensioner ved den nuværende informationsteknologiske udvikling og Web
2.0-kultur er interaktivitet. Man kan imidlertid støde på flere grader af interaktivitet; kommunikation

Den digitale generation på museum
som transmission involverer også interaktion, men selvfølgelig i langt mindre grad end kommunikati-
onsparadigmet kommunikation som interaktion. Endvidere vil der inden for dette kommunikationspa-
radigme også kunne befinde sig forskellige interaktionsgrader, hvilket er væsentligt at være opmærk-
som på, hvis man som museum eksempelvis ønsker at udvikle interaktive web-baserede oplevelser.

Interaktion er blevet lidt af et buzzword for Web 2.0, idet begrebet, der ofte er forbundet med stor po-
sitivitet, som regel anvendes til at beskrive Web 2.0. Men som jeg vil illustrere gennem et eksempel fra

et museums webkommunikation om lidt, er der især to typer af interaktion, der karakteriserer Web
2.0, og som til tider forveksles som én og samme type interaktion. Men først en teoretisk nuancering af
selve begrebet.
Ifølge professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen har de seneste års vækst inden for informations- og
kommunikationsteknologierne medført, at interaktionsbegrebet har fået en så almen udbredelse, at

det i mange sammenhænge er blevet udvandet (Jensen, J.F., 1998, p.200). Det er derfor ikke altid tyde-
ligt at gennemskue, hvad begrebet referer til og hvilken forskel det indbefatter. Jensen peger på, at

paradigmeskiftet inden for kommunikationsforskningen i mødet med den informationsteknologiske

udvikling bliver nødt til at rekonceptualisere og tilpasse sig de voksende ændringer i kommunikati-
onsadfærd, der er sket som følge af de nye interaktive medier (Op.cit. p.203). For at nuancere begre-
bet, anvender Jensen en matrix for fire kommunikationsformer, som er udviklet af Bojdewijk og Kaam

(1986), hvilket inddeler interaktionsbegrebet i fire kategorier:

Det rituelle perspektiv er således i tråd med John Fiskes semiotiske perspektiv på kommunikation; i

begge tilfælde forstås kommunikation som en social interaktion, hvor parterne forenes som medlem-
mer af samme fællesskab, samfund eller kultur (Fiske, J., 1982, p.3). Men hvor Fiske i mikroperspektiv

kigger på social interaktion i forbindelse med en besked og hvordan mening skabes i produktio-
nen/læsningen af denne, kigger Carey mere på måden, vi udlever den sociale interaktion og hvordan

denne i kraft af vor kommunikation skaber vores virkelighed. Eilean Hooper-Greenhill har overført

James Careys kommunikationsperspektiv til en museologisk kontekst for at undersøge, hvordan mu-
seumsinstitutionens kommunikation har udviklet sig i lyset af de større samfundsmæssige og kulturel-
le forandringer. I sin analyse af museet skelner hun mellem de to paradigmer, der har præget muse-
umsinstitutionens historie og værdier og sidestiller det modernistiske museum med transmissionstil-
gangen og det postmodernistiske museum med den rituelle kommunikationstilgang. Kommunikatio-
nen i det modernistiske museum har ikke taget højde for kulturelle eller sociale processer og har slet

ikke fokuseret på modtagerne – kommunikationen er foregået som Shannon og Weavers lineære mo-
del, hvor museet har kommunikeret til et passivt ”publikum” uden at forholde sig til, hvordan budska-
bet er blevet forstået af de enkelte individer, som fællesbetegnelsen ”publikum” indeholder (Op.cit.

p.562). Med postmodernismen har museernes udstillingspraksis arbejdet sig væk fra envejskommuni-
kationen, så formidlingsformen af den autoriserede viden eksempelvis i form af skilte og ufleksible

udstillingsdesigns har bevæget sig i retningen af engagerende udstillinger, der lægger op til at åbne

modtagernes fortolkningsrum (Kulturarvsstyrelsen 2007, p.26). Søren Pold understreger i Kulturarvs-
styrelsens publikation Digital kulturformidling, at museernes genstande ikke udelukkende er interes-
sante i sig selv, de bliver først betydningsfulde, idet publikum møder dem med deres forståelseshori-
sonter (Ibid.). Interaktionstilgangens semiotiske og hermeneutiske meningsskabelsesprocesser afspej-
les tydeligt i dette ’mikroperspektiv’ på selve mødet med genstandene. På et makroniveau åbner Ca-
reys rituelle perspektiv op for museet som institution i et globalt informationssamfund, hvor kommu-
nikationsformen har ændret sig siden det modernistiske industrisamfund. En af de faktorer, der for

alvor påvirker kommunikationsformen, er den informationsteknologiske udvikling og alle de nye in-
teraktive medier, der især er opstået i forbindelse med Web 2.0. For museerne betyder det, at de i de-
res webkommunikation må forholde sig til nye kommunikationsmodeller, hvor de traditionelle afsen-
der- og modtagerroller kan bytte plads, og hvor brugerne nu i højere grad kan interagerer med hinan-
den. Jeg vil nu udfolde interaktionsbegrebet yderligere for at illustrere, hvordan relationerne mellem

kommunikationens parter kan variere, når kommunikationen foregår på webbet.

for at udfolde interaktionsbegrebet på et makroniveau og herefter udfolde interaktionsbegrebet på et
mere teoretisk mikroniveau ved hjælp af professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen.
4.2.3 KOMMUNIKATION I ET KULTURELT OG MUSEOLOGISK PERSPEKTIV

James W. Carey var en af de første til at udfordre transmissionstilgangen ved at konkretisere kommu-
nikationsforskningen i forhold til aspekter vedrørende vores sociale liv (Munson, E. S. & Warren C. A.,

1997, p.x; McQuail, D. & Windahl, S.1982, p.54). Carey ser vores måder at kommunikere på som kultu-
relle manifestationer og her bruger han det religiøse ritual som det metafiske forbillede. Han skelner

således mellem kommunikation som transmission og kommunikation som ritual og ser i et historisk
perspektiv på, hvordan begge kommunikationsformer konkret har manifesteret sig i vores kulturelle
og ideologiske ritualer. Historisk har transmissionstilgangen været den mest udbredte i den vestlige

verdens industrikultur, hvor begreber som at meddele, at sende, at transmittere, at videregive infor-
mation til andre har været definerende for betydningen (Carey, J.W., 2009, p.12). Tilgangens transmis-
sionsmetafor bygger på transport over geografiske afstande – som Carey beskriver, blev transport af

varer, mennesker eller information set som identiske processer i det 19. århundrede og blev derfor
alle kategoriserede som ’kommunikation’. Formålet med kommunikation var at kunne transmittere
signaler eller beskeder på kontrolleret vis over afstande, og denne kommunikationsforståelse er ifølge

Carey så dybt forankret i den vestlige verdens tankegang, at den er vanskelig at ændre på i det konkre-
te liv (Op.cit. p.12-13). Carey anvender det religiøse ritual som metaforisk forbillede for at illustrere

forskellen på de to kommunikationsforståelser, der har præget den vestlige verden; hvor det religiøse

formål i et transmissionsperspektiv har været prædiken, formaninger og spredningen af religiøse bud-
skaber, findes formålet i det rituelle perspektiv i fællesskabets bønner, ceremonier og salmesange

(Ibid.). Ifølge Carey er kommunikation selve grundstenen i vores fællesskab som mennesker – gennem
kommunikation skaber vi vores virkelighed – og denne virkelighed har vi mennesker gennem tiden
skabt ved at dyrke fællesskabet gennem eksempelvis religiøse ritualer og ceremonier. Derfor skal

kommunikation ifølge Carey forstås i forhold til ordets oprindelige identitet ”communis” ”communica-
re”, så betydningen bliver forbundet med begreber som ”sharing, participation, association, fellowship

and the possession of a common faith”. Carey anskuer kommunikation som en symbolsk proces, hvori

virkeligheden skabes, vedligeholdes og transformeres. Dette kan ikke ske gennem en kontrolleret en-
vejs-transmission; vi kommunikerer gennem en ligeværdig udveksling, fordi vi mennesker er sociale

og derfor altid har dyrket fællesskabet:

”If the archetypical case of communication under a transmission view is the extension of mes-
sages across geography for the purpose of control, the archetypical case under a ritual view is

the sacred ceremony that draws persons together in fellowship and commonality.” (Carey, J. W.,
2009, p.15)

Man kunne kalde processen for en meningsforhandling, og det er ifølge Gadamer en konstant proces,
der udgør essensen af kommunikation og dermed vores meningskonstruktion og fortolkningsramme

(Op.cit. p.42). Det betyder, at vi medbringer vores for-forståelser i kommunikationen – vi tilgår en be-
sked med en bestemt for-forståelse af, hvad der er i vente, som bygger på vores tidligere erfaringer.

Gadamer betegner vores for-forståelser som ’den tavse partner’ i kommunikation, Shannon og Weaver
ville måske betegne det som semantisk støj, men ikke desto mindre er det et element i kommunikation,
som er blevet tillagt større og større betydning i kommunikationsforskningen. Interaktionsparadigmet
er opstået som en gradvis afstandstagen til ”overførsels-tankegangen”. Det vil sige, at der med tiden er
blevet taget højde for, at en væsentlig del af kommunikation ikke kun foregår som monologer, men
som dialog eller som flervejs-kommunikation mellem mange parter. Kommunikationen foregår ikke
nødvendigvis som en hierarkisk styret lineær proces, den kan være horisontal, dynamisk og cirkulær

uden en tidslig afslutning. Interaktionsparadigmet anerkender kommunikation som en gensidig relati-
on mellem interagerende parter. Men selve betegnelsen ’interaktion’ kan dog tillægges forskellige per-
spektiver og betydninger, som er medvirkende til at gøre interaktionsparadigmet til en nuanceret og

kompleks tilgang, der ikke lader sig rammesætte helt så klart som transmissionsparadigmet. Jeg vil
kort introducere kommunikationsforskeren James W. Careys kulturelle perspektiv på kommunikation

Fokus er i stedet på selve teksten/beskeden og hvordan denne ’læses’ – man kan sige, at det centrale
er selve meningsskabelsesprocessen, som sker gennem en konstant interaktion mellem elementerne.
Modellen har en dynamisk struktur, hvor pilene i begge retninger understreger, at hvert element kun
kan forstås i relation til de andre (Fiske, J., 1982, p.4). Ifølge John Fiske handler kommunikation ikke
om information, men om mening, og mening kan ikke sendes af sted som en pakke fra en afsender til
en modtager:
”Meaning is not an absolute, static concept to be found neatly parcelled up in the messages.
Meaning is an active process, semioticians use verbs like create, generate or negotiate to refer

to this process. Negotiation is perhaps the most useful in that it implies the to-and-fro, the give-
and-take between man and message.” (Fiske, J., 1982,p.49)

Hvor transmissionstilgangen opfatter en besked som det, afsenderen putter i den, forstår den semioti-
ske tilgang en besked som en konstruktion af tegn, der gennem en interaktion med modtageren pro-
ducerer mening. Det er i selve interaktionen med beskeden at mening skabes, når læseren bringer sine

kulturelle erfaringer i spil for at forstå tekstens tegn og koder (Fiske, J., 1982, p.2). Meningskonstrukti-
onen er altså kontekstuelt og kulturelt betinget, og derfor vil studiet af kommunikation ifølge John

Fiske også involvere studiet af den kultur, den er integreret i (Ibid.). Andre forskere har fremhævet
samme pointer i deres forklaringer på forskellen mellem de to paradigmer. Inge Askehave og Birgitte

Norlyk understreger i bogen Meanings and Messages, at en besked ikke kan indeholde en fikseret me-
ning i sig selv og derfor kan en afsender ikke være sikker på, at modtagers forståelse svarer til den

intenderede mening (Askehave, I. & Norlyk, B. 2006, p.38). Lars Qvortrup beskriver kommunikation
som gensidigt ukontrollerbare handlinger, hvor den ene part foretager en selektion ved at sige noget,
og den anden en selektion ved at forstå det, der bliver sagt på en bestemt måde. Kommunikation kan
derfor ikke være ligefrem og umiddelbar, da den indebærer en risiko for, at den anden forstår noget
andet end tilsigtet (Qvortrup, L. 2000, p.142-143). Dette forhold skyldes kulturelle, kontekstuelle og

identitetsmæssige baggrunde, og derfor har interaktionstilgangen til kommunikation fokus på at un-
dersøge, hvordan mennesker forstår og fortolker de beskeder, de modtager, og hvordan deres fortolk-
ning aktivt bidrager til kommunikationen som helhed. Inge Askehave og Birgitte Norlyk anvender et

hermeneutisk perspektiv med inspiration fra især Hans Georg Gadamers begreber om for-forståelser
og horisonter til at forklare, hvorfor det i interaktionsparadigmet anses som vigtigt at undersøge,
hvordan vi mennesker skaber mening. Gadamers begreb horizon dækker over det, vi ved, samt vores
holdninger, værdier og verdenssyn – vores horisont er altså samtidigt et individuelt og et kulturelt
socialt fænomen, fordi vores horisonter er et resultat af den tid, vi befinder os i (Op.cit. p.45). Mere
specifikt er vores horisont et resultat af mindst tre overlappende elementer:

Shannon og Weavers kommunikationssystem er konstrueret på samme måde, blot til at beskrive
kommunikation som en simpel påvirkning fra en afsender og en dertil knyttet reaktion hos modtager. I

begge modeller frasorteres de indre kognitive processer, for at kunne observere den ydre adfærd ale-
ne. Stimulus-responsmodellen skildrer den kognitive tilstand som en ”Black Box”, fordi denne ikke kan

observeres direkte og ”objektivt”. Shannon og Weaver afskriver ikke på samme måde de kognitive

fænomener, men tilføjer i stedet elementerne teknisk støj og semantisk støj, som kan forstyrre effekti-
viteten i afsenders informationsoverførsel til modtager.

Kommunikationsforskningen cirkulerer grundlæggende omkring, hvordan begrebet information skal
opfattes og tilgås. Hvor transmissionstilgangen behandler information som objekter, der kan sendes
via en neutral dataoverførsel til en forholdsvis passiv modtager, beskæftiger den anden tilgang sig

mere med, hvordan information er mening, der skabes i selve interaktionen mellem afsenders produk-
tion af information og modtagers afkodning af samme. Udviklingen væk fra et transmissionsperspektiv

er sket gradvist ved, at der er kommet mere og mere fokus på modtagerens aktive rolle og på de kogni-
tive fænomener, altså at bearbejdningen af information er afhængig af de identitetsmæssige og for-
tolkningsmæssige karakteristika ved kommunikationens aktører. Men hvor Shannon og Weaver foku-
serer på semantisk støj, som noget der kan medføre kommunikationsfejl, ser interaktionsparadigmet

det som selve det betydningsskabende, hvilket jeg vil uddybe i det følgende.
4.2.2 KOMMUNIKATION SOM INTERAKTION

Interaktionstilgangen bliver af professor i kommunikation John Fiske forklaret ved hjælp af et semio-
tisk perspektiv. Den afgørende pointe er her, at meningen er i sproget, hvilket vil sige, at man ikke kan

adskille information og udtryk, som Shannon og Weaver gør med deres kommunikationssystem. Ifølge
John Fiske må man opfatte information som ét element i et struktureret forhold, hvis andre elementer
består af den omgivende virkelighed og læseren/forfatteren af beskeden – her giver det altså slet ikke
mening at tale om en afsender og modtager, fordi at skrive en tekst og at læse en tekst er to parallelle,
nærmest identiske processer i kommunikation, som John Fiske illustrerer ved hjælp af denne model.