 Decentralisering: Der er ingen central magtposition, beslutninger tages af individer baseret på
deres specifikke og lokale viden.
 Eksistensen af en sammenlægningsmekanisme, der neutralt og uden påvirkning kan konvertere
de individuelle beslutninger til en kollektiv beslutning (Surowiecki, 2004, kap.2-5; Dohn &
Johnsen, 2009, p.164-165).
Disse betingelser fulgte Brooklyn Museum meget nøje i deres bruger-kuraterede udstilling. Formålet
med udstillingen var at undersøge, om denne sammenlægningsmekanisme af massernes visdom vil
kunne overføres til en museumskontekst, nærmere bestemt om museets brugere (altså ”masserne”) vil

kunne kuratere en udstilling lige så vel eller måske endda bedre end museets faglige eksperter. Udstil-
lingen forløb gennem fire faser, hvoraf de tre første foregik online og den sidste som en udstilling i det

fysiske museum. Første fase var et ”open call” til de kunstnere, der ønskede at bidrage med et fotografi,
der dog skulle forholde sig til et specifikt tema ”The Changing Faces of Brooklyn”. I anden fase blev den
almindelige offentlighed så indbudt som kuratorer. Et til formålet udviklet elektronisk værktøj skulle
hjælpe brugerne til at vurdere værkerne på en skala fra mindst til mest effektiv i forhold til æstetisk
udtryk, de anvendte fotografiske teknikker og hvorvidt de enkelte værker holdt sig til temaet. Som en
del af vurderingen blev personerne bedt om at angive deres personlige viden om kunst på en skala fra
ekspertviden til ingen viden. I sidste fase blev 20 % af de fotografier, der af folk blev vurderet som de
bedste udstillet i museet. Resultatet af brugernes vurderinger viste, at mange af de samme fotografier
var blevet vurderet som de bedste. Derudover blev brugernes vurderinger efterfølgende sammenholdt
med vurderinger fra et ekspertpanel, heriblandt James Surowiecki og museets faglige ansatte, og her
viste det sig, at der var et stort overlap mellem eksperternes og brugernes vurderinger af fotografierne:

Brugerne producerer indholdet, men museet kontrollerer distributionen. Netværket udgøres af indivi-
duelle ytringer i et kollektivt rum, hvor brugerne er adskilte og ikke kan interagere med hinanden. Det

ville være oplagt at lave en ekstra funktion, så brugerne kunne kommentere og debattere gennem
konversationel interaktion, hvilket i et rituelt kommunikationsperspektiv ville kunne give fællesskabet
karakter af en ”… sacred ceremony that draws persons together in fellowship and commonality.” (Carey,

J. W., 2009, p.15). Det er kendetegnende for det fleste museers webkommunikation, at interaktionsmu-
lighederne ikke er konversationelle, men snarere tilhører de tre andre interaktionsformer. Brooklyn

Museum er ingen undtagelse fra dette. Jeg vil underbygge denne påstand med endnu et eksempel fra

museets webkommunikation, før jeg afslutningsvist vil illustrere, hvorfor det overhovedet er begræn-
sende ikke at benytte den konversationelle interaktion i forbindelse med Web 2.0.

Brooklyn Museum havde i perioden marts til august 2008 en udstilling i bedste Web 2.0 stil, hvor pub-
likum kunne deltage som med-kuratorer. Udstillingen ’Click! A Crowd-Curated Exhibition’19 blev skabt

med inspiration fra James Surowiecki’s Wisdom of Crowds-teori. Som forklaret i kapitel 2.2 anvendes

denne opfattelse ofte som synonym for Web 2.0 på grund af webbets nye ”bottom-up” kommunka-
tionsform, hvor brugerne har lige så stor indflydelse som eksperterne. For at massernes visdom til-
sammen vil kunne give et bedre svar, er der dog ifølge Surowiecki nogle betingelser, der skal være

opfyldt:
 Meningsdiversitet: Hver person skal have sin egen mening.
 Uafhængighed: De enkelte individer må ikke påvirke hinandens opfattelser.

forholdsvis lille bygning med 535 m2 udstillingslokaler, hvor de permanente udstillinger skildrer
fotografiapparatets over 160 år lange historie beskrevet i 10 års perioder, samt panoramafotografier,
holografier og originale billeder af H.C. Andersen. Der foreligger ikke en konkret handlingsplan, men
museet arbejder løbende ud fra en række vedtægter:
 Museet skal søge, dels gennem permanente og dels gennem skiftende billedudstillinger at vise
såvel ældre som nyere fotografiske frembringelser.

 Museet bør i denne forbindelse søge at tilvejebringe en permanent samling af fotografiske bil-
leder af enhver art og omfatte enhver fremstillingsteknik.

 Museet skal på en anskuelig og levende måde søge at udbrede kendskabet til fotografering,
dels gennem permanente udstillinger og dels gennem vandreudstillinger, som tilbydes museer,
kommuner og andre interesserede.
 Museet vil stå til rådighed og bistå ved forsknings og oplysningsvirksomhed.
 Museet vil kunne afholde foredrag og kurser og i denne forbindelse udnytte sine samlinger af
museumsgenstande, illustrationer, litteratur, film m.v.
 Museet vil samarbejde med andre lignende institutioner såvel i indland som i udland.
7.2.3 HVORDAN KAN DANMARKS FOTOMUSEUMS NUVÆRENDE KOMMUNIKATION STYRKES GENNEM
IKT?

Museet har succes med at kommunikere til kernebrugerne dels gennem mund-til-mund kommunikati-
on og dels gennem brochurer, som er placeret rundt omkring på turistbureauer og andre museer i

Danmark. Hjemmesiden er en vigtig kommunikationskanal til især turister og til den digitale generati-
on, som dog må siges at være museets mest underrepræsenterede brugergruppe i dag. Hvis museet

skal klare de informationsteknologiske udfordringer, må museet prioritere sin kommunikation, så
besøgstallet ikke svinder ind i takt med, at kernegruppen bliver ældre – der må altså nye brugere til.
Disse stammer måske fra en generation, hvor familiefotografier lige så vel kan findes på computeren
som i fotoalbums i reolen. Det er omvendt også en generation, som fotograferer mere end tidligere
generationer via deres mobiltelefoner, som de også bruger til at udveksle billeder med deres venner

og bekendte. Det er ligeledes en generation, der er vant til at kunne se verden i mindste detaljer gen-
nem satellitfotos – fra Afrika til deres eget hus – og som er vant til at kunne søge i billeddatabaser som

Google og Flickr. Selvom generationen snart ikke kan huske analoge kameraer, følger der også mange
nye muligheder med generationens internetvaner, interesser og kompetencer, som museet vil kunne

udnytte. Jeg vil nu i første omgang give nogle løsningsforslag til, hvordan kommunikationen på muse-
ets hjemmeside kan målrettes den digitale generation og efterfølgende hvilke IKT-midler, man vil

kunne bruge til at målrette oplevelserne med.

kaldelse. Der findes nok ikke mange fra den digitale generation, der vil interessere sig for produktio-
nen af analoge billeder frem for digitale, så derfor er museet nødt til at tænke kreativt for at tiltrække

denne generation og bevare sin relevans som museum. Museumslederen er meget passioneret om-
kring museets unikke samling og holder sig orienteret om nye tendenser inden for den digitale udvik-
ling samt gennem samtaler med andre statsstøttede museer.

Danmarks Fotomuseum har således udtrykt et ønske om nogle løsningsforslag til, hvordan man ved
hjælp af IKT vil kunne kommunikere målrettet til de yngre digitale brugere og samtidig styrke sin
kommunikation med deres nuværende kernebrugere. I den forbindelse vil man også gerne have nogle
forslag til, hvordan museumsoplevelserne i selve museet og på hjemmesiden vil kunne blive styrket
ved hjælp af IKT.
7.2.2 MUSEETS RAMMER
Danmarks Fotomuseum er et kommunalt kulturhistorisk museum beliggende i Herning. Museet er
ikke omfattet af den danske museumslov og statsstøtte, men er 80 % finansieret af Herning Kommune,

som tildeles hvert år ud fra et budget. Resten af finansieringen foregår via entréindtægter, sponsor-
klub, støtte fra venneforening, fortjeneste i museumsbutikken, salg fra samlingen, støtte fra fonde til

specialudstillinger m.m. Museet er skrevet ind i Herning Kommunes kulturpolitik, men der stilles ikke

nogen direkte politiske krav. Selvom museet er kommunalt, administreres det efter samme ansvarsfø-
lelse for de fem søjler i museumsloven, dog med et mindre fokus på forskning og formidling, da res-
sourcerne ikke er til det. Museumslederen er den eneste fastansatte, ellers består de øvrige medarbej-
dere af tre efterlønsmodtagere og to studerende; i alt ca. to årsværk. Bestyrelsen, som består af syv

medlemmer med repræsentanter fra brancheorganisationer, kommunen samt et statsanerkendt mu-
seum, er med til at fastlægge visionerne og derudover hjælper bestyrelsesformanden med at vedlige-
holde hjemmesiden uden beregning.

 Museets besøgende er: typisk over 40 år og 75 % af de besøgende er vestkystturister, der
kommer i juli, august, september og oktober måned. Museet har omkring 4.500 besøgende om
året.
 Museets formål er: at indsamle og bevare fotografiske genstande, herunder især genstande af
dansk oprindelse eller af særlig betydning for den fotografiske udvikling i Danmark.

Museet bevarer, registrerer og formidler og derudover forsker og formidler Dansk Fotohistorisk Sel-
skab via dets medlemsblad “Objektiv”, som museet forsyner med informationer. Derudover formidler

museet via hjemmeside, museumsbrochurer og gennem sin permanente samling samt skiftende foto-
grafiudstillinger i fotogalleriet. Museet er nabo til Hernings Kulturhistoriske Museum og har til huse

I forhold til den digitale generation og Web 2.0 vil Holstebro Museums hjemmeside i lyset af det fore-
gående skulle fokusere noget mere på at udvikle aktiviteter, der er baseret på konversationel interak-
tion. Den digitale generation værdsætter at samarbejde med andre; at kunne vælge og bidrage med

innovative idéer og at lære gennem underholdning. Holstebro Museums hjemmeside må siges endnu
at være et stykke fra at kunne understøtte disse krav og forventninger, og derfor har jeg baseret mine
løsningsforslag på de IKT-midler, som vil være mest realistiske at starte med. Hvis oplevelserne på
museets hjemmeside skal understøtte konversationel interaktion kunne museet udvikle aktiviter som
en museumswiki, hvor brugerne og museet i fællesskab udvikler indholdet – som det tidligere nævnte
eksempel fra Smithsonian Museums wiki. Da museets samlinger spænder over et stort kulturhistorisk

område, kunne wikien udvikles med udgangspunkt i ét område som for eksempel arkæologi. Her kun-
ne der laves indlæg om genstande og om bevaring, registrering og kassation (udskillelse fra samlin-
gen) af genstandene, om arkæologiske lokaliteter, om tiden fra oldtiden til i dag osv. Museet kunne

også oprette et museumsnetværk som Brooklyn Museums, men med fokus på meningsudveksling om

bestemte museumsemner med andre brugere. Museet kunne udvikle virtuelle vikinge- eller middelal-
derspil, hvor brugerne kunne spille sammen i et web-univers.

7.2 LØSNINGSFORSLAG TIL DANMARKS FOTOMUSEUM
7.2.1 INDLEDNING
Danmarks Fotomuseum ønsker løsningsforslag til såvel hjemmeside som museum. Ifølge min samtale

med museets daglige leder, Bjarne Meldgård, ønsker museet at styrke kontakten til nuværende bruge-
re og på samme tid tiltrække flere fra den digitale generation. Museet står over for nogle store udfor-
dringer, da de fleste faste samlinger ikke har ændret sig meget siden de blev sat op i 1970erne. Museet

har meget få ressourcer til at udvikle kommunikationen i museet og på hjemmesiden. Derfor står sam-
lingerne fast i museet og de eneste særudstillinger er museets ca. tre årlige kunstfotografiske udstillin-
ger. Derudover er museet efterhånden lidt af en nicheinstitution, fordi interessen for et af museets

mest centrale virkeområder er ved at uddø – nemlig det analoge kamera og den manuelle

Podcasts er så småt begyndt i at erstatte museernes traditionelle audioguides, som de besøgende kan
lytte til på deres tur rundt i museerne. Begge dele har dog været mere benyttet i udenlandske museer
end i de danske. Da museumsbesøget ofte er socialt, er det ikke en fordel at man går med hver sit

headset på og lytter. Desuden er audioguides ofte struktureret omkring et bestemt forløb gennem mu-
seernes samlinger. Man må imidlertid forvente, at den digitale generation gerne selv vil kunne kontrol-
lere, organisere og behovstilpasse, og derfor kan podcasts være bedre egnede. De kan lyttes til fra mu-
seets hjemmeside eller fra håndholdte enheder i museet. Fordelen ved de fleste podcasts er, at de ofte

er korte, og som regel vil man kunne stoppe og spole frem og tilbage i dem fra eksempelvis en smart-
phone. Kunstmuseet Arken har udviklet en række podcasts, såkaldte ARKcasts, hvor brugerne kan

vælge mellem ”audiowalks” til særudstillinger eller podcasts om kunstnere eller udstillinger fortalt af
museets ansatte eller af børn.

onsformen er transmittativ, men modtageren kan selv vælge og kan afbryde, hvis det alligevel ikke

fanger interessen. Podcasts vil også kunne bruges som et læringsmiddel, hvor en skoleklasse for ek-
sempel bliver stillet til opgave selv at producere podcasts til museet om emner efter eget valg. Muse-
ernes øvrige brugere kunne også lave podcasts, eller vælge hvad museet skulle lave podcasts om – det

ville give museet og brugerne imellem et indblik i, hvad forskellige typer finder interessant ved det
pågældende museum. Holstebro Museums legetøjssamling kunne kommunikeres af børn ud fra deres

oplevelser af genstandene, museets ældre besøgende kunne kommunikere deres erindringer om by-
ens og egnens historie osv.

Som markedsføringsredskab er Facebook derfor effektivt. Det kræver dog, at man jævnligt opdaterer
profilen med nyheder og kommentarer, så profilen virker engagerende og interessant. Man kan vælge
at lægge op til en større eller mindre grad af interaktion; stiller man spørgsmål eller søger man hjælp

til noget, vil brugerne kunne deltage gennem registrerende og konsultativ interaktion, mens den kon-
versationelle interaktion i mindre grad vil kunne lykkes, idet Facebook er opbygget som individuelle

”vægge” til kommentarer frem for som et fælles samarbejdsforum. Man kunne karakterisere interakti-
onen som kulturelle manifestationer jf. James Careys rituelle perspektiv, når brugerne ytrer sig og de-
ler fælles holdninger og værdier til en Facebook-profil. Man kunne ligeledes argumentere for, at me-
ningsskabelsen på en Facebook-profil opstår i beskederne, når både afsender og modtager skri-
ver/læser beskederne på profilen (som illustreret i John Fiskes figur i kapitel 4.2.2). Der eksisterer

ingen kommunikation uden modtagernes læsning, og derfor lægger sociale medier principielt ikke op
til transmittativ kommunikation.

Den digitale generation på museum

Blogs
Mit forslag til museet om at oprette blogs udspringer af en af museets egne tekster på hjemmesiden.
Under menupunktet ”information” finder man et underpunkt, der hedder ”Bag kulissen”. Her bliver
der i et uformelt hverdagssprog, som er typisk for blogs, beskrevet lidt løst og fast om, hvordan det er
at drive et museum:
“Dagligt skal toiletterne rengøres og sprungne pærer udskiftes – vi har et utal af elpærer, hvoraf langt

størstedelen sidder inde i montrerne. Disse er meget vanskelige at komme ind i – godt af hensyn til ty-
veri men besværligt når pærer skal skiftes og føromtalte edderkopper jages.

Og så er der alt det andet – alle disse større og mindre ting der hele tiden skal ordnes, der skal smøres,
males, skrues en skrue i og saves en pind, affald køres på lossepladsen og forsyninger til cafeen hentes
hjem – listen er alen lang – alt sammen nødvendigt for at museet kan fungerer som arbejdsplads og
som kulturtilbud.

Museets mange aktiviteter kunne blive kommunikeret i et mere dialogisk hverdagssprog, hvor bru-
gerne kunne kommentere, hvis de skulle få lyst. Jeg vil foreslå museet at oprette to blogs; en til de ar-
kæologiske ansvarsområder og en til museumsrelaterede indlæg. Begge kunne med fordel bruge bille-
der til at illustrere de forskellige emner. Den arkæologiske blog vil kunne fungere som et netværk for

arkæologi-interesserede, hvor der kunne udveksles viden og idéer. Moesgaard Museum oprettede en
blog i forbindelse med udgravningen af Bispetorv i Århus, og den blev brugt til at dele billeder og links

til presseomtale og som en slags dagbog for udgravningsforløbet.35 Holstebro Museum kunne på sam-
me måde samle deres mange ressourcer og artikler i forbindelse med en fagspecifik blog, hvor arkæo-
logi er omdrejningspunktet. Den museumsrelaterede blog kunne bestå af indlæg fra museets forskelli-
ge medarbejdere og dermed følge op på ”bag kulissen”-teksten. Der kunne gøres opmærksom på de

film, der bliver vist i museet, på de mange artikler, museets ansatte har skrevet, de digitale nyanbrin-
gelser i museet, arrangementer og tilbud i museumscaféen osv. En blog er som regel struktureret i

omvendt kronologisk rækkefølge, så de nyeste indlæg står øverst. Dermed kunne museets blog have
en funktion som en beskrivende kalender eller som en slags ressource-database, der både viser nye
aktiviteter, men også retrospektivt hvad der tidligere har været af aktiviteter og udstillinger. Disse
blogs vil kunne give museet en imødekommende og åben profil og hvis der linkes til dem på forsiden,

vil brugerne fra den digitale generation såvel som museets faste brugere måske kunne få vakt nysger-
righeden og klikke sig ind på dem for at læse videre.

placerede arkæologiske genstande. En sådan aktivitet vil kunne samle en familie bestående af både
digitale immigranter og digitale indfødte, hvor de yngre vil kunne hjælpe eller dyste med de ældre. Da

geocaching er ved at blive populært i Danmark, vil det være en oplagt museal aktivitet. Museumsbesø-
get er oftest en social begivenhed, og geocaching kunne dermed være en oplagt aktivitet til at under-
støtte konversersationel interaktion mellem deltagerne. Museet kunne eventuelt selv deltage på ud-
valgte dage, så ældre museumsbrugere også ville turde at vove sig med på jagten. Den digitale genera-
tions egenskaber og kompetencer vil kunne understøttes gennem aktiviteten, idet man vil kunne sam-
arbejde og interagere med andre om at nå frem til et fælles mål – man vil kunne organisere, reflektere

og få udforsket sin nysgerrighed gennem en underholdende opdagelsesrejse efter kulturarven.
7.1.4 SOCIALE MEDIER SOM MIDDEL TIL AT MÅLRETTE KOMMUNIKATION OG MUSEUMSOPLEVELSER

Med udgangspunkt i museets eksisterende indhold og profil vil jeg foreslå Facebook og blogs som so-
ciale medier samt podcasts, som museet realistisk og forholdsvist nemt vil kunne udvikle. Derefter vil

jeg komme med nogle perspektiveringer over, hvordan museet vil kunne skabe virtuelle oplevelser til
sin hjemmeside baseret på de fire forskellige kommunikationsformer, som interaktionsbegrebet ifølge
Jens F. Jensen kan udfolde, når kommunikationsmidlet er IKT.
Facebook
Som tidligere nævnt benytter 95 % af danskerne Facebook og som det fremgår af Kulturministeriets
webbrugerundersøgelse, er ”relativt mange, som hverken bruger museer eller museernes hjemmesider,
hyppige brugere af sociale medier som Facebook og Twitter. Museerne har derfor en oplagt mulighed for
at engagere netop denne gruppe ved at være til stede de rigtige steder.” (Kulturarvsstyrelsen, 2010,

p.18). Det vil derfor være oplagt for Holstebro Museum at oprette en profil på Facebook for at tiltræk-
ke nye brugere og for at markedsføre museets aktiviteter gennem en imødekommende formidling, der

hvor brugerne befinder sig i forvejen – ligesom Brooklyn Museums Let Us Come to You-strategi. Da
Facebook er et socialt medie, er der automatisk indbyggede interaktionsfunktionaliteter i form af
”Comments” og ”Like” og på profilens ”Wall” kan man ligeledes kommentere. Som det fremgår af en
Facebookprofil nedenfor fra Brooklyn Museum, kan museet skrive lidt om sig selv som for eksempel
åbningstider, adresse og om formålet med profilen, og derudover tilføje kommende aktiviteter i

”Events”-funktionen, som ses i nederste venstre hjørne. Der også en indbygget viral markedsførings-
fordel idet, at når medlemmerne ”liker”34 profilen (hvilket man gør, når man bliver medlem),

4.2.4 NUANCERING AF INTERAKTIONSBEGREBET
En af de grundlæggende dimensioner ved den nuværende informationsteknologiske udvikling og Web
2.0-kultur er interaktivitet. Man kan imidlertid støde på flere grader af interaktivitet; kommunikation

Den digitale generation på museum
som transmission involverer også interaktion, men selvfølgelig i langt mindre grad end kommunikati-
onsparadigmet kommunikation som interaktion. Endvidere vil der inden for dette kommunikationspa-
radigme også kunne befinde sig forskellige interaktionsgrader, hvilket er væsentligt at være opmærk-
som på, hvis man som museum eksempelvis ønsker at udvikle interaktive web-baserede oplevelser.

Interaktion er blevet lidt af et buzzword for Web 2.0, idet begrebet, der ofte er forbundet med stor po-
sitivitet, som regel anvendes til at beskrive Web 2.0. Men som jeg vil illustrere gennem et eksempel fra

et museums webkommunikation om lidt, er der især to typer af interaktion, der karakteriserer Web
2.0, og som til tider forveksles som én og samme type interaktion. Men først en teoretisk nuancering af
selve begrebet.
Ifølge professor i Interaktive Medier Jens F. Jensen har de seneste års vækst inden for informations- og
kommunikationsteknologierne medført, at interaktionsbegrebet har fået en så almen udbredelse, at

det i mange sammenhænge er blevet udvandet (Jensen, J.F., 1998, p.200). Det er derfor ikke altid tyde-
ligt at gennemskue, hvad begrebet referer til og hvilken forskel det indbefatter. Jensen peger på, at

paradigmeskiftet inden for kommunikationsforskningen i mødet med den informationsteknologiske

udvikling bliver nødt til at rekonceptualisere og tilpasse sig de voksende ændringer i kommunikati-
onsadfærd, der er sket som følge af de nye interaktive medier (Op.cit. p.203). For at nuancere begre-
bet, anvender Jensen en matrix for fire kommunikationsformer, som er udviklet af Bojdewijk og Kaam

(1986), hvilket inddeler interaktionsbegrebet i fire kategorier:

Det rituelle perspektiv er således i tråd med John Fiskes semiotiske perspektiv på kommunikation; i

begge tilfælde forstås kommunikation som en social interaktion, hvor parterne forenes som medlem-
mer af samme fællesskab, samfund eller kultur (Fiske, J., 1982, p.3). Men hvor Fiske i mikroperspektiv

kigger på social interaktion i forbindelse med en besked og hvordan mening skabes i produktio-
nen/læsningen af denne, kigger Carey mere på måden, vi udlever den sociale interaktion og hvordan

denne i kraft af vor kommunikation skaber vores virkelighed. Eilean Hooper-Greenhill har overført

James Careys kommunikationsperspektiv til en museologisk kontekst for at undersøge, hvordan mu-
seumsinstitutionens kommunikation har udviklet sig i lyset af de større samfundsmæssige og kulturel-
le forandringer. I sin analyse af museet skelner hun mellem de to paradigmer, der har præget muse-
umsinstitutionens historie og værdier og sidestiller det modernistiske museum med transmissionstil-
gangen og det postmodernistiske museum med den rituelle kommunikationstilgang. Kommunikatio-
nen i det modernistiske museum har ikke taget højde for kulturelle eller sociale processer og har slet

ikke fokuseret på modtagerne – kommunikationen er foregået som Shannon og Weavers lineære mo-
del, hvor museet har kommunikeret til et passivt ”publikum” uden at forholde sig til, hvordan budska-
bet er blevet forstået af de enkelte individer, som fællesbetegnelsen ”publikum” indeholder (Op.cit.

p.562). Med postmodernismen har museernes udstillingspraksis arbejdet sig væk fra envejskommuni-
kationen, så formidlingsformen af den autoriserede viden eksempelvis i form af skilte og ufleksible

udstillingsdesigns har bevæget sig i retningen af engagerende udstillinger, der lægger op til at åbne

modtagernes fortolkningsrum (Kulturarvsstyrelsen 2007, p.26). Søren Pold understreger i Kulturarvs-
styrelsens publikation Digital kulturformidling, at museernes genstande ikke udelukkende er interes-
sante i sig selv, de bliver først betydningsfulde, idet publikum møder dem med deres forståelseshori-
sonter (Ibid.). Interaktionstilgangens semiotiske og hermeneutiske meningsskabelsesprocesser afspej-
les tydeligt i dette ’mikroperspektiv’ på selve mødet med genstandene. På et makroniveau åbner Ca-
reys rituelle perspektiv op for museet som institution i et globalt informationssamfund, hvor kommu-
nikationsformen har ændret sig siden det modernistiske industrisamfund. En af de faktorer, der for

alvor påvirker kommunikationsformen, er den informationsteknologiske udvikling og alle de nye in-
teraktive medier, der især er opstået i forbindelse med Web 2.0. For museerne betyder det, at de i de-
res webkommunikation må forholde sig til nye kommunikationsmodeller, hvor de traditionelle afsen-
der- og modtagerroller kan bytte plads, og hvor brugerne nu i højere grad kan interagerer med hinan-
den. Jeg vil nu udfolde interaktionsbegrebet yderligere for at illustrere, hvordan relationerne mellem

kommunikationens parter kan variere, når kommunikationen foregår på webbet.